Og så skete det også. Sværmen befandt sig i ca. 4m højde midt i de overhangende grene på et vildt kirsebærtræ. Desværre stod dette vildt kirsebærtræ midt i en knick og desværre var denne knick fuldstændig overvokset. For vildtdyr et paradis, for biavlere helvede.
Indsatsbriefing. Jeg har brug for forslag!
- Stige? Ingen plads til at opstille!
- Helikopter? Er i øjeblikket alle i Afghanistan!
- Phasevåben? Ikke tilstrækkeligt afprøvet!
- Stige? Havde vi allerede. Simpelthen for farligt!
- Afbryde aktion? Nonsens!
- Stige? Uanset at vi prøver det alligevel!
Så altså stigen. Gaaaaanz forsigtigt skubbet skråt under bierne mod solen over knick mod den eneste tynde skøre gren. Vandsprøjte fyldt og Niels sendt frem. “Gå op og prøv. Giv rigeligt vand!”. Ingen chance! Alt fuldt af grene i vejen som altid hænger fast i sløret. Afbryde aktion? Nonsens!
Nyt forsøg. Stige forskydt og sønnike bevæbnet med havesaksen. Timer senere – sværmen rykker inden for rækkevidde. Nu ordentligt vand!
Så langt så godt. Bierne ved nu hvad vand er, hos os er adrenalinet på maksimum. Jeg mærker hvordan det langsomt bliver for meget for mig. Så søn, lad far prøve. Karton i hånden og op på stigen. Det holder nok…
Karton under bierne og ryst. Super – det regner bier! – Bier i kartonet Bier på stigen Bier under mit slør Bier … ahhhh hvordan kommer de under mit slør???? Skulle jeg have lukket lynlåsen? Ja det skulle jeg. aaaaaaahhhhhhh – de stikker ikke de stikker ikke de stikker ikke … Jeg tænker ordene som en meditation – mit liv løber som film … jeg klatrer ganz langsamt ned ad stigen, giver Tobias kartonet og siger forsigtigt ordene “jeg har brug for HJÆLP”.
De stikker virkelig ikke! I hvert fald ikke hvis de ikke også sad helt klemt fast under biavlerdrægten i ærmet… Et stik under actionen er jo godt eller??
Nu springer jeg nogle stiger op, vand, ryst og sådan.
Videre med hjemturen. Våde bier i vådt pappkarton. Normalt burde det have gjort mig betænkelig. Men i sværmevildskaben sætter tænkningen ud. Og så skete det. I den sidste kurve før hjemme falder kartonet sammen. Godt at vi stadig havde frygtdrægten på. Op på parkeringspladsen, slør på, hive bikuben og ind med pigerne. Aflægningsgitter på, flugthulet lukket, låg på med spalte åben. Vente. Klokken 21:00 var alle bierne så i kassen.
Nu ved enhver i vores område at vi har bier og er blodige (øh stukne) begyndere.
I aften må de små så prøve deres første udflugt.