Og så skete det. Sværmen befandt sig i ca. 4m højde midt i de overhangende grene på et vildt kirsebærtræ. Desværre stod dette vildt kirsebærtræ midt i en knold og desværre var denne knold fuldstændig overgroet. For vilddyr et paradis, for biavlere helvede.
Indsatsdrøftelse. Jeg har brug for forslag!
- Stige? Ingen plads til at opstille!
- Helikopter? Er i øjeblikket alle i Afghanistan!
- Phaservaaben? Ikke tilstrækkeligt afprøvet!
- Stige? Vi havde allerede det. Simpelthen for farligt!
- Afbryde operation? Pjat!
- Stige? Ligegyldigt lad os prøve det!
Altså stigen. Gaaaanz forsigtigt skubbede jeg delen skråt under bierne mod solen over knolden til den eneste tynde skrøbelige gren. Vandspruteren blev ladet og Niels blev sendt af sted. “Gå op og prøv det. Giv ordentligt vand!”. Ingen chance! Alt fuldt af grene i vejen, som altid fanger sig i slørene. Afbryde operation? Pjat!
Nyt forsøg. Stige flyttes og min søn besbyttet med havesaksen. Timer senere – sværmen rykker inden for rækkevidde. Nu ordentligt vand!
Så langt så godt. Bierne ved nu hvad vand er, hos os er adrenalin på maksimalt. Jeg mærker hvordan det langsomt går med mig. Så søn lad far komme til. Kasse i handen og op på stigen. Det holder vel…
Kasse under bierne og ryst. Super – it’s raining bees! – Bier i kassen Bier på stigen Bier under mit slør Bier … ahhhh hvordan kommer de under mit slør???? Skulle jeg have lukket lynlåsen? Ja det skulle jeg have. aaaaaaahhhhhhh – de stikker ikke de stikker ikke de stikker ikke … Jeg tænker ordene som en meditation – mit liv glider forbi som en film … jeg kravler meget langsomt ned ad stigen, giver Tobias kassen og siger forsigtigt ordene “jeg har brug for HJÆÆÆÆLP”.
De stikker virkelig ikke! I hvert fald ikke hvis de ikke også er helt fast klemt under biavlerdragten i ærmet… Et stik ved operationen er da et godt snit eller??
Nu springer jeg så et par stiger op, vand, ryst og så videre.
Fortsæt med hjemkørslen. Våde bier i våd papkasse. Normalt skulle det have gjort mig tænksom. Men i sværmvanvid stopper tænkningen. Og så skete det. I den sidste kurve før hjemme falder kassen sammen. Godt at vi stadig havde sikkerhedsdragten på. Op på parkeringspladsen, slør på, kasse hent og ind med pigerne. Afgangsgitter på, flugthulet lukket, låg på med spalte åben. Vente. Kl. 21:00 var alle små bier så i kassen.
Nu ved alle i vores bebyggelse at vi har bier og er blodige (ehh gennemstukne) begyndere.
I aften må de små så prøve deres første udflugt.